“Rutteren” i Aalestrup har givet arbejde til udsatte borgere i 20 år

Profilbillede
dato

“Rutteren”, som Aalestrup rutebilkiosk hedder i daglig tale, har i 20 år fungeret som en vigtig arbejdsplads for udsatte borgere i Aalestrup. 

I 2001 overtog Rosengården/Byen i Byen forpagtningen af kiosken. Den blev sat i stand sammen med ventesalen. Den 1. oktober 2001 kunne rutebilkiosken åbne med syv borgere med særlige behov, som ansatte. 

De unge blev ansat ved hjælp af et samarbejde mellem ledelsen på Rosengården og den lokale ungdomsskole. Det nære samarbejde skabte et rigtigt godt grundlag for at inkludere unge i kioskens arbejde. 

Rutterens ansatte og ledelse har også et godt samarbejde med chaufførerne fra busselskaberne, der gerne hjælper med at låse ventesalen af, og løser tvivlsspørgsmål om billetter.  

“Rutteren” har gennem 20 år løftet de borgere, der arbejder der. I dag arbejder 11 borgere med særlige behov i Rutteren, og de ansatte gør en stor indsats for at rutebilkiosken fungerer godt som en central del af Aalestrup by. 

Kilde: Vesthimmerlands Avis: "20 år med "Rutteren" i Aalestrup"