For nylig besøgte 30 nyuddannede fra Aalborg Universitet og UCN Vesthimmerlands Kommune. De nyuddannede er med på Det Grønne Rejsehold, et tilbud, der kvalificerer de nyuddannede til at arbejde med klima og bæredygtighed i samarbejde med 6 nordjyske virksomheder, og her er Vesthimmerlands Kommune iblandt.
Ved besøget hørte deltagerne et oplæg fra Vesthimmerlands Kommune om hvordan der arbejdes med klima i kommunen, og de blev præsenteret for 2 cases, som de efterfølgende har mulighed for at byde ind på, når de som en del af Det Grønne Rejsehold skal ud at arbejde i én af de 6 virksomheder.
I Vesthimmerlands Kommune har de nyuddannede mulighed for at arbejde med to forskellige cases, som Teknik- og Økonomiforvaltningen har lavet. Den første case drejer sig om bæredygtig byudvikling med fokus på biodiversitet. Den anden case fokuserer på genanvendelse af affald fra landbruget.
Når deltagerne har valgt deres case, skal de arbejde med problemstillingen frem til den 3. november 2021, hvor deres arbejde præsenteres ved et afsluttende arrangement.
“Det giver en større forståelse for, hvordan man kan arbejde med klima og bæredygtighed, ligesom det er også er fedt, at vi får kendskab til nogle spændende virksomheder og nye værktøjer” siger Pernille til Vesthimmerlands Kommune. Pernille har en professionsbachelor i Natur og Kulturformidling.
Efter besøget hos Vesthimmerlands Kommune tog Det Grønne Rejsehold videre til den anden vesthimmerlandske virksomhed, som er med i Det Grønne Rejsehold, nemlig Genplast i Farsø.