Hvordan får man den store kabale til at gå op med fuldtidsarbejde, børn, hjem, fritidsinteresser og venner? Den udfordring tages op i en ny bogudgivelse fra Nanna Hyldgaard Hansen, som kommer fra Aalestrup.
Nanna Hyldgaard Hansen, som er opvokset i Aalestrup og nu bor i Aarhus, har tidligere udgivet bogen: “Lev for det halve - og få familieliv, forbrug og arbejde i balance”. Den bog ramte noget i læserne, og Nanna holdt adskillige foredrag om det nye liv, som hun og familien levede: De arbejdede mindre og halverede deres forbrug.
Og nu er hun så udkommet med en ny bog: “Rig på tid - med en kortere arbejdsuge og klimavenlige vaner.”
Det er igen en bog, som rammer en udvikling hos mange efter corona: At vi gerne vil ændre på den måde, arbejdslivet er. Mange ønsker mere fleksibilitet og hjemmearbejde, fri for pendling og en stresset hverdag. Og flere og flere vil gerne leve mere klimavenligt og bæredygtigt.
I bogen er der mange konkrete råd og inspiration at hente, f.eks. fra en flowforsker, en klimarådgiver og en stressekspert, som giver bud på, hvad der skal til for at opnå et liv i balance.
Du kan også læse om virksomheden, der med succes har indført en fire-dages arbejdsuge. Der er også gode råd fra en lang række andre mennesker, der alle på er blevet mere rige på tid.
Nanna Hyldgaard Hansen har arbejdet med bæredygtighed og økologi i det meste af sit arbejdsliv, senest som kommunikationschef i en grøn NGO.