I disse tider med stigende coronasmitte er der brug for gode ideer, så julearrangementer stadig kan foregå trygt og sikkert.
Derfor inviterer Rosenparkens Pavillon til gratis udendørs juletræsfest lidt før juleaften. Juletræsfesten sker i smukke omgivelser i Rosenparken, og der er lagt op til en rigtig hyggelig juletræsfest: Julemanden kommer nemlig, og vil synge og danse med børnene, og så har han også godteposer med.
Mindre børn, der gerne vil sige farvel til sutten, kan aflevere den til julemanden. Ønskesedler, tegninger og andre ting, som julemanden skal begaves med, er også meget velkomne.
I kan købe hjemmelavet gløgg, æbleskiver, kaffe og sodavand til arrangementet, som er sponsoreret af Aalestrup Handelsstandsforening.
Det er ikke et krav at tilmelde sig, men det er en stor hjælp i forhold til antallet af godteposer, der skal stå klar. Du kan tilmelde dig og andre deltagere her.
Juletræsfesten finder sted søndag den 19. december 2021 klokken 14-16. Julemanden kommer og spreder juleglæde fra klokken 15.
Rosenparkens Pavillon findes på Nygade 18 C, 9620 Aalestrup.