En omdiskuteret erhvervsgrund har i flere år været forurenet med jord, mens diskussionerne om hvem der skulle rense jorden kørte løs. Nu er grunden blevet solgt til Gunnar Nielsen A/S.
Grunden, der ligger på Bjergegaardsvej i Aalestrup, har været brugt som jordhotel siden 2011. Det var meningen, at et firma skulle fjerne den forurenede jord i 2014, da firmaet overtog grunden.
Det skete dog ikke, og firmaet gik konkurs i 2016, og Vesthimmerlands Kommune blev derefter ejer af grunden. Nu gik diskussionerne på, om kommunen skulle rense jorden og derefter sælge den videre.
Nu er grunden endelig blevet solgt, og køber Gunnar Nielsen A/S vil sørge for at få renset grunden med Vesthimmerlands Kommune som tilsynsførende.
“Jeg glæder mig over, at vi efter en lang proces har fået grunden solgt”, siger borgmester Per Bach Laursen til Vesthimmerlands Avis.