46 boliger ved Pilevej bliver til 39 nyrenoverede
På Pilevej i Aalestrup er der en række boliger, der trænger til en grundig renovering. Nu er der penge på vej til opgaven fra Landsbyggefonden, der har doneret i alt 40 millioner kroner til projektet, der forventes at koste 65 millioner kroner samlet. Og det er Brian Larsen fra Aars Boligforening glad for.
“Vi ønsker at totalrenovere boligerne. Det vil sige, at kun væggene skal stå tilbage, alt andet bliver nyt. Hvis det hele bare er spot on, så går vi i gang omkring nytår. Men hvis vi først skal ud og rette ting til, så vil det tage lidt længere tid," siger Brian Larsen til Vesthimmerlands Avis.
Boligerne skal totalrenoveres med nyt tag, vinduer, installationer, carporte og depotrum. Indenfor skal boligerne åbnes op med køkken-alrum, så der skabes mere lys.
Når arkitekterne er færdig med at tegne projektet, sendes det i udbud, og herefter går renoveringen igang over flere etaper, mens beboerne bliver genhuset.