Der er indgået et budgetforlig i Byrådet i Vesthimmerlands Kommune.
Det er Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og VestHimmerlands Listen, der har indgået Budgetaftalen 2022.
Økonomien er stabil i kommunen, og derfor er det ikke nødvendigt at spare på driften af kommunen - eller borgernes velfærd.
Ifølge Vesthimmerlands Kommunes pressemeddelelse, er den stabile økonomi et resultat af skarpe økonomiske prioriteringer de seneste mange år.
Udligningsreformen, hvor der flyttes penge fra rige kommuner til fattige, har også løftet kommunens økonomi.
Borgmester Per Bach Laursen siger i kommunens pressemeddelelse:
“Årets budget sikrer, at vi i Vesthimmerland fastholder vores serviceniveau og kernevelfærd, også selvom vi har stigende udgifter på bl.a. sundhedsområdet. Det betyder, at et samlet byråd bag budgetaftalen har ønsket at sikre en ansvarlig kurs og tryghed for både borgere og ansatte i kommunen ved ikke at lave besparelser og samtidig imødekomme nødvendige velfærdsindsatser.”
Budgetaftalen for 2022 kan læses lige her.