Aalestrup Lægehus er et projekt, der har været længe undervejs, men med lokale borgeres medfinansering blev sundhedshuset med bl.a. lægehus indviet i maj 2021.
Det nye år byder nu på en indvendig udsmykning af lægehuset. Besøgende på lægehuset, der tager plads i f.eks. venteværelset, kan nu fordrive ventetiden med at se på smukke fotos af det lokale dyreliv i Aalestrup.
Der er blandt andet fotos af en flok gåsegribbe, en blå frø og en due, som er taget af fire lokale fotografer.
Det var Ulla Pop, der var heldig at fotografere en flok gåsegribbe, som var forbi Danmark:
“De sad om morgenen og tørrede deres vinger, fordi det havde regnet. På samme måde som skarven, så får de våde fjer, derfor er de nødt til at tørre fjerdragten, før de kan flyve. Kort efter billedet er taget fløj flokken," fortæller Ulla Pop til Vesthimmerlands Avis.
Lægehuset blev desuden udsmykket med fotografier af det lokale dyreliv fra Gunnar Hansen, Torsten Hansen og Freedom Larsen.